Fredag aften tog jeg en tur til den nye mole i Sæby. Jeg havde et håb om, at kunne finde nogle makreller. Sådan skulle det ikke lige gå. Ingen makreller var der nok af. Men til gengæld var der masser af fjæsinger. Efter at have genudsat utallige fjæsinger, tog jeg alligevel nogle stykker med hjem. Jeg vil prøve at lave en beskrivelse af fjæsingens tur fra HAV til MAV. Fjæsingen er en rigtig god spisefisk. Man skal bare tage sig iagt for de giftige pigge på ryggen og ved gællerne. I mange år, var jeg mega træt at de mange fjæsinger vi fanger. Men de kan faktisk godt blive til en god oplevelse efter en tur på panden.
Tog 8 fjæsinger med hjem. Jeg vil helst have dem med noget størrelse på, så de kan laves i filet. Hele aftenen havde jeg måske 7 – 8 kast, hvor der ikke var fjæsing med ind. Den første times tid, fiskede jeg med et makrelforfang, hvor der var blanke strips på. Der var mange små fjæsinger der bed på dem. Senere skiftede jeg forfang til et, som mere er beregnet til torsk og sej. Her begyndte større fjæsinger at bide på.
Fjæsingen skæres i filet. Når der er noget størrelse på, så deler jeg dem på langs, så der bliver 2 strimler af hver filet. så skal de bare vendes i æg og rugmel, drysses med salt og så på en meget varm pande med rigeligt fedtstof, alternativt en tur i en frituregryde.
Så har man de mest velsmagende fiskehapser.
Fjæsing lavet på denne måde, er en meget frisk måde at spise fisk på. Selv børnebørnene er helt vilde med det. Vi kalder det pomfrit fisk. Lidt fish and chips agtig.
Udsigten ud over Kattegat fra den nye mole i Sæby. Spejder forgæves efter makreller. Det blev ikke denne aften der kom makrel på land.