Efter at jeg har haft fjæsing på krogen, har jeg samlet lidt oplysninger om denne fisk, som kan være et smertelig møde. Forleden da vi fiskede efter makrel på Kattegat, fik vi fjæsing på makrelforfanget. Mange har prøvet at fange mange fjæsing, når man f.eks. fisker efter fladfisk.
Den er giftig og skal behandles med forsigtighed. Det er smertefuldt at blive stukket af den:
Fjæsingens gift bliver nedbrudt ved opvarmning. så det kan hjælpe at stikke fingeren (eller hvor man nu er stukket) i varmt vand / varm kop kaffe)
Det er en god ide at have en termokande med varmt vand (kaffe / the) med, samt måske noget smertestillende, hvis man fisker hvor der kan være risiko for at blive stukket af fjæsing. Stik af fjæsingens pigge sker ofte når badende træder på fisken på lavt vand eller ved håndtering af fangede fisk. Giften kommer automatisk ved stik, hvad enten man stikker sig på en levende eller død fisk. Stikket er meget smertefuld. Efter et stik opstår der stærke smerter, hævelse og misfarvning omkring stikket. Man kan blive meget dårlig / skidt / syg efter et stik fra fjæsing.
Søg læge eller ring til GIFTLINJEN på 82121212, hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte – eller hvis der opstår tegn på infektion.
Smerterne kan blive ved i op til 24 timer og hævelsen kan bestå i måneder. Man siger, at det kun sjældent sker, at fjæsing stik fører til alvorlig sygdom. Vær dog OBS på om der kommer betændelse omkring såret / stikstedet. Det er vigtig at være stivkrampevaccineret indenfor 10 år hvis man bliver stukket af en fjæsing. Jeg har talt med flere som er stukket af en fjæsing og ud fra deres meldinger om smerte og problemer efterfølgende, så vil jeg bare sige: Søg læge / skadestue hvis du bliver stukket. Det er bedre at søge læge en gang for meget end en for lidt. I 2015 og 2016 har jeg fanget rigtig mange fjæsinger. Jeg har altid en åletang med, til at holde dem, mens krogen pilles ud. Krogen tages ligeledes ud med en tang. Er man ikke helt tryg ved at håndtere fisken, så tag evt. et par arbejdshandsker med.
For et par år siden, blev en kammerat stukket af fjæsing under fiskeri i Sæby. Det var smertefuldt for ham. Men efter 20 – 30 minutter med fingeren i meget varmt vand, forsvandt smerterne gradvis. (indrømmede han efter et par dage).
Lille fjæsing
Her i juli 2019, har der været en del omtale af “lille fjæsing” som er en mindre version af fjæsing. Den er mere giftig end almindelig fjæsing.
Den er mere lys end stor fjæsing og halen er gul med en mørk lodret stribe yderst.
Vi har oplevet fjæsing på op til 45 cm. Lille fjæsing skulle kunne blive op til 15 cm.
Vi har gudskelov ikke fanget nogle af dem (endnu), så jeg har ikke foto af den, men Erik har på småbådsfiskeri.dk en artikel med et billede hvor den ses tydelig. Se nederst i artiklen. Du finder den her.